Starten på mit liv som ingeniør
Efter at jeg blev færdig på DtH (DTU) gik jeg arbejdsløs (sådan da, jeg havde jo mine vicevært jobs) og skrev et utal af ansøgninger. Men takket være Bertel Haarder (der pressede alt for mange gennem ingeniørstudiet) og konjunkturerne var der langt mellem jobbene. I starten bad jeg om minimumslønnen, det var også en fejl.
Men endelig lukkedes det for mig at blive ansat i en entreprenørvirksomhed: E. Pihl og Søn A/S.
Jeg var med til at lave det sidste af Kalvebodsbroen (den sidste store støbning tog 1½ døgn og jeg var nærmest høj af træthed, da jeg gik hjem). Mit største problem var faktisk, at jeg ikke kunne lade nivelleringsapparatet stå ubevogtet uden at det var stillet helt skævt, når jeg kom tilbage (det var før de selvjusterende nivelleringsapparater). Der var topløse badepiger på den anden side af vandet og nivelleringsapparatet var jo en kikkert.
Da vinteren kom, lukkede vi stort set pladsen og jeg kom ind på hovedkontoret. Der prøvede jeg lidt forskelligt (der var ikke rigtigt noget arbejde til mig), men så blev jeg spurgt om jeg ikke kunne tænke mig at komme til udlandet. En af ingeniørerne i Sydyemen (landet er nu en del af Yemen) manglede en assistent.
Så fik jeg travlt, for jeg havde kun en uge til at få det hele klaret. Jeg blev vaccineret, fik pakket og smidt ud. Min søster måtte sælge min lejlighed. Jeg kunne ikke nå det.
Da jeg så kom derned, viste det sig at jeg pludseligt stod med ansvaret for at kloakere 1/3 by. Assistent, glem det. Aben lå hos mig, for min chef var blevet site manager (chef for hele byggeriet) og det gav ham rigeligt at bestille.
Opgaven var at kloakerer 1/3 by på 60.000 mennesker. Lidt tumpet, eftersom de ikke havde særligt meget vand I området, og den del af byen lå på en bjergside, så vandet ville løbe fra lortene. Men for at få systemet til at fungere, skulle der også laves et inddæmmet landområde langs hele søsiden af bydelen, bygges 5 pumpestationer og trækkes en laaaang ledning ud i vandet for at få spildevandet til at blive væk.
Arbejdskraften var ca. 30 danskere, ca. 10 portugisere og ca. 150 filippinere samt en håndfuld indfødte. Det var ikke fordi firmaet ikke ville ansætte lokale, men dels var landet kommunistisk og tillod ikke kontakt med landets borgere, dels var de mennesker, der ville bestille noget, taget til nabolandene for at arbejde som gæstearbejdere der. I praksis importerede de afrikanere og indere til det grove arbejde. Tankevækkende, da de var et af verdens fattigste lande.
Jeg fik (med lidt hjælp) sat en støbeplads op, og begyndte lave en ledningsføring. Det indebar, at jeg gik rundt i byen, indtegnede alle WCér på et kort (et wc var et rum, der var hævet 1 meter over jorden med et hul i gulvet, hvorfra afføringen så kunne dumpe med i et kammer neden under med åbning til det fri. Når kammeret var fuldt, blev det skovlet ud og affaldet kørt bort. Man tørrede sig med små sten). Kortet var lavet ud fra en række luftfotografier, og var derfor ikke helt nøjagtigt. Så som en lille ekstra gave gav vi myndighederne det første nøjagtige kort over byen. Når jeg så havde rettet kortet og tegnet alle wcér ind, fandt jeg ud af, hvor ledningen skulle placeres, så alle kom med. Placeringen skulle så godkendes af de rådgivende og derefter kunne vi begynde at lægge rør ud.
Rørene var glaserede lerrør og vi gravede dem ned, hvor vi kunne. Men der var klippe lige under jordoverfladen og nogen gange måtte vi hakke os igennem noget klippe for at få dem så langt ned, at vi kunne dække rørene til. Det blev ikke nemmere af, at vi skulle arbejde i snævre gyder, hvor 2 mand dårligt kunne gå forbi hinanden uden at støde sammen. Mandehullerne var også specielle. Vi skulle lave dem efter engelske normer og de var så tykvæggede, at man sandsynligvis kunne skyde på dem med kanoner, uden at de gik i stykker.
Klimaet var varmt (18 til 40 grader, men normalt midt i skalaen). Vi gik klædt i T-shirt og shorts. De lokale gik enten i stammetøj (skørt og T-shirt), eller almindeligt tøj (lange bukser). Kvinderne gik tilslørede fra top til tå.
Vi boede i en camp lige uden for byen med eget værksted, huse til familierne, fælleshytter til funktionærerne (en hytte havde 4 ”lejligheder” med stue, soveniche og bad, i alt måske 20 kvadratmeter) og et hus til de timelønnede med at antal værelser i samt fælles bad og toilet. Endelig var der 2 barakker til filippinerne med sovesale og skabe. Derudover var der et vaskeri (med den mest feminine vaskerimand, jeg har set), en lægeklinik (men ingen læge, den skulle bare være der) og et fælleshus med bar samt selvfølgeligt kantinen og kontoret.
Underholdning var der ikke meget af. Vi fik aviser og post med kurer (læs ankommende medarbejdere, heldigvis kom der nogen næsten hver uge, enten retur fra ferie eller nyansættelser), men det var før videoens tid for slet ikke at tale om Internettet.
I stedet mødtes vi unge ingeniører mv. (Elo (landmåler), hvis du læser dette, føl dig truffet) udenfor vores huse til en solnedgangsdrink inden vi skulle spise aftensmad. Her diskuterede vi dagens arbejde, kvindekrigen og hvad der eller var af debatemner.
Kvindekrigen fortjener måske en lille forklaring. Der var i campen 5 medfølgende hustruer, der ikke havde noget direkte arbejde. De skulle i stedet holde deres egne huse, varetage repræsentation og undervise børnene i campen (alle 2 i skolealderen). Endelig var der lidt sekretærarbejde til dem også. Resultat: De keeeeedede sig, fordi de ikke havde nok at lave. Det kunne endda gå i starten, men så kom der en ny ung kone ned, der synes, at det var for dårligt, hun og hendes mand boede i et lille hus, når en af mekanikkerne boede i et meget større hus. Det gav en hel del debat, 2 stridende hold kvinder og til sidst en masse flytteri. Mekanikeren endte i det mindste hus med sin kone og deres to børn. Alle var derefter sure og ulykkelige, men sådan blev det.
Jeg havde 1 formand, 4 supervisors, en tegnedreng (filippinsk tegner) ca. 120 mand og en maskinpark på 6-10 maskiner. Mine folk var opdelt i sjak på 4 mand med en sjakformand i spidsen.
Seneste kommentarer