Ungdomsårene
Jeg voksede op i Frederikshavn, hvor min far med tiden blev direktør for et lille entreprenørfirma, Trigon. Det voksede til et mellemstort entreprenørfirma under hans ledelse . Min far var oprindelig uddannet murer, men læste videre til bygningsingeniør.
I den periode (jeg var 10-15 år) blev der taget fat i mig, når lokummet brændte, og et eller andet skulle reddes midt om natten. Det var nogle gange hårdt, men spændende. Det var især, når en eller anden bygning var ved at blive oversvømmet, at der skulle rykkes hurtigt ud.
Feriejobs kneb det lidt mere med, men det skete og ellers blev hans venner / kollegaer bedt om at finde noget. Det lykkedes ikke altid, men ret ofte.
Kombiner den slags feriejobs med et naturligt håndelag, og man ender op med at kunne udfører de mest almindelige opgaver på en byggeplads.
Den gruppe venner, jeg var sammen efter skoletid, havde knallerter, druk og piger som hobby. Vi var i stand til at få sat fut i en almindelig knallert (rekorden med hjemmebygget grej var 70 km/t) og ellers få et gammelt vrag til at køre virkeligt godt. Druk var vi også gode til, men pigerne kneb det lidt mere med for de fleste af os.
Efter endt studentereksamen vil jeg se lidt af den store verden. Jeg havde være nogle ture med interrail, men ville prøve lidt nyt. Resultatet blev et kibbutzophold i Israel (det var dengang, hvor Israel var “de gode”).
Det var en god oplevelse, hvor jeg prøvede lidt af hvert inklusive at blive bombarderet med Katushaer (raketvåben) og blive holdt op midt om natten af en særdeles usympatisk fyr med et gevær. Men der var også kammeratskab, fester og fine udflugter rundt i landet.
Efter kibbutzen kom jeg tilbage til Danmark og for at få tiden til at gå tog jeg et smørerkursus (bilvedligehold), indtil jeg skulle springe soldat. Militæret mente, at jeg ville gøre mig bedst som sergent, så det hed 9 måneders ekstra militærtjeneste med at bevogte kastellet (samt 2 genindkaldelser senere, dem kunne jeg godt have undværet).
Så var sandhedens time kommet, og jeg kunne ikke længere udskyde at vælge uddannelse. Jeg vaklede længe mellem jura og ingeniør, men endte med at vælge ingeniørstudiet (man er vel miljøskadet, min søster endte også med at læse til pædagog som sin mor). Jeg læste på DTU (det hed dengang DtH).
Gud ske lov for rusturen (studenterforeningens introduktionen til studiet). Her lærte jeg 3 andre at kende, som jeg fulgtes med gennem det meste af studiet. Jeg fik andre kammerater der, men det var ikke let uden for kollegierne. Selv boede jeg først i Virum og senere i en lejlighed på Nørrebro (Det var en lang cykeltur hver dag). Til gengæld havde jeg et viceværtjob og fik flere venner i kvarteret.
De studerende på DTU var var for det meste ganske almindelige fyre, men de boede lidt isoleret på sletten (Området, hvor DTU med kollegier ligger) og brugte derfor mere tid på at læse end på at lære verden at kende. Da piger nærmest var ukendte undtagen på kemistudiet (og byplanlægning, men der betragtede pigerne mandlige ingeniører som noget, der skulle undgås, måske pga. for meget jagt), blev folks interesser oftest kun studiet, fester og druk (især på P dag, dagen hvor påskebryggen kom. Undervisning blev opgivet senest 10.00 og utrolige ting inkl. bilflytninger og kørsel i bygninger skete), evt. med en teknisk hobby som f.eks. kanonfremstilling (De var ikke større end en ølflaske, men der røg en glasdør efter et skud med sådan en tingest).
Jeg har mødt flere UG-drenge, der var utroligt flinke, men hvor jeg var klar over, at de skulle gennem et introduktionskursus for at begå sig uden for DTU (nogle af dem blev da også hængende, det var måske godt for forskningen, men skidt for undervisningen). det er prisen for at læse non-stop. Man kommer ikke videre i sin udvikling.
Seneste kommentarer