Livet som ingeniør
Efter at jeg kom hjem fra Yemen, fik jeg travlt. Dels skulle jeg finde et sted at bo, dels skulle jeg vænne mig til Danmark igen. Det er faktisk en ikke helt lille proces. Jeg blev også gift og fik børn, men det er et andet tema.
Arbejdsmæssigt var det ikke lykken. Jeg følte mig sat tilbage til samme stadie, jeg var på, da jeg rejste ud. Det blev et år med meget tilbudsregning og jeg blev lidt træt af det, selv om jeg havde en interessant opgave med som deltager i et team at regne ud, hvad det ville koste at kloakerer Algier by. Men øst-europæerne dumpede priserne på det tidspunkt og vi fik ikke opgaven.
I stedet kom jeg ud at færdiggøre RASK (Roskilde Amts Sygehus i Køge). Det var en sjov opgave, selv om jeg følte mig lidt ene i den sidste del af opgaven. De andre ingeniører flyttede til andre opgaver og jeg skulle færdiggøre den sidste del. Men det var dejligt igen at føle sig i berøring med tingene.
Så havde Rasmussen og Schiøtz Anlæg en spændende opgave. De ville gå Aarsleff i bedene og renovere kloakledninger ved at putte en strømpe inden i. Den opgave var jeg helt med på og blev projektleder i miljøafdelingen. Desværre var der ikke så meget miljø at lave i det tidsrum, selv om opgaverne var spændende. jeg deltog i et miljøprojekt med en stor underjordisk tank til lagring af varmt vand fra en solfanger og en del andre ting. men det jeg skulle lave, nemlig foring af kloakrør, blev ikke til noget og til sidst gik afdelingslederen og afdelingen blev lukket.
Så startede jeg hos kaj Wilhelmsen (2. version, den første gik konkurs). Det var et veldrevet firma med storrums kontor og det første fungerende EDB program til beregning af tilbud. Jeg nød at arbejde der, specielt da det var mere socialt end hos R&S anlæg. Jeg fik også udregnet et par interessante opgaver, bl.a. et udlandsprojekt og var i gang med et development projekt (få noget ud af) på Paul Bergsøe grunden (temmelig forurenet), da Kaj satte en pludselig fyringsrunde i værk. Kaj havde desværre et par svagheder. han kunne ikke gå forbi et stykke kage uden at det forsvandt. Det var kun et problem for hans skrædder og hans kone. Men han kunne heller ikke køre forbi en tom byggegrund uden at købe den og det blev et for stort problem for hans økonomi, så næste konkurs kom der. Jeg tror, at han er i gang med version 5 eller 6 af sit firma nu og han når sikkert et tocifret antal versioner, for han er dygtig nok, men det med begrænsninger: AK.
Nu var det drøje tider og jeg gik arbejdsløs i en længere periode. Her læste jeg HD i pausen (Organisation). Det var en interessant studium og et godt supplement til min ingeniøruddannelse. Det gjorde mit sociale liv lidt lettere og gav min en meget bedre baggrund for at forstå hvad der skete i organisationer. Derudover var det også en oplevelse at møde så mange nye mennesker fra andre dele af erhvervslivet.
Efter et utal af ansøgninger gav jeg op. Jeg tog et lynkursus i tysk og startede som ingeniør i Tyskland for et tysk firma. Godt for mit tyske, og lidt af en øjenåbner vedrørende den tyske kultur, men ellers noget af en fejltagelse.
Ud over at mit tyske reelt ikke var godt nok (det hjalp nu meget på det, da jeg var dernede. Jeg endte med at kunne forhandle på godt tysk), er det sådan i Tyskland, at det er alles kamp mod alle og alle kneb gælder. I Danmark er der en meget større samarbejdskultur, mens man i Tyskland er lykkelige, hvis man får nogen til at levere mere end aftalt (det var det, de danske firmaer i Tyskland knækkede nakken på). Kniber det i Tyskland med at få en sag gennem systemet, hyrer man den sagsansvarlige som konsulent! Helt Ok efter tyske normer, men ikke efter mine og så tog jeg tilbage til Danmark
Branche skift:
Efter Tyskland var det begyndt at hjælpe på tingene og jeg fandt snart et nyt job. Nycomed DAK (Nycomed bibeholdes under hele min ansættelse, men ikke DAK, det blev skiftet jævnligt og på et tidspunkt opgav jeg at følge med) skulle bruge en ingeniør (Facility Manager) til at køre en større nybygning ind. Jeg blev afdelingsleder og fik 2 mand (senere 3) under mig. Den ene måtte jeg afskedige pga. uregelmæssigheder og den anden måtte jeg bibringe en livsstilsændring, da hans yndlingsfornøjelse ikke var forenelig med hans arbejde. Det tog 1½ år, da jeg først skulle have arbejdet mig så godt ind, at jeg kunne få opbakning fra resten af firmaet.
Arbejdet var enkelt, jeg skulle “bare” få det hele til at fungere. Det var lidt af en udfordring, fordi stedet bestod af en etableret produktion og en nybygning med laboratorier og kontorer. Nybygningen var forsinket 6 måneder og der gik håndværkere de første 3 måneder og færdiggjorde. Det demineraliserede vand var fejlprojekteret og jeg måtte gå til det projekterende firma og forlange kompensation. Det fik vi så og tillige en ekspert til at ændre anlægget totalt, så det virkede efter hensigten. Hertil kommer indkøring af de tekniske anlæg og optimering af CTS systemet. I den “gamle” del af bygningen var det mere enkelt. Alt var lavet og næste alt fungerede, men hvordan og hvorfor viste ingen.
Det tog 2 år og for meget stress, før tingene fungerede efter hensigten. Så tog det yderlige 5 år at få det hele beskrevet og dokumenteret i den grad, som der forlanges i medicinalindustrien.
Da jeg var næsten færdig med det, passede det alt for godt med, at virksomheden (der havde levet en omtumlet tilværelse), skulle sælges. Så hele min afdeling på 4 mand blev erklæret overflødige og der blev ansat 2 andre på et lavere niveau. Man skal åbenbart passe på ikke at gøre tingene for godt.
Orange:
Jeg kom så over i orange, der havde et teknisk hus, der ligesom ikke kunne blive færdig. Jeg fik en kontrakt og lovning på en fast ansættelse, hvis det var klart til indflytning, når min kontrakt var slut.
Det v ar et slid. Entreprenørerne stolede ikke på nogen, rådgiveren havde givet op og forsøgte at være usynlig og bygherren var næsten løbet tør for penge. Det gjorde det ikke lettere, at den afdeling, hvor jeg arbejdede, skulle lave bygningen og en anden afdeling overtage den. Den anden afdeling havde høje forventninger til den nye bygning og de kunne ikke helt indfries.
Jeg sled et par sko op i det halve år. Det var rundt til alle for at definere dagens problem, så en gang til for at sælge løsningen og så til sidst få en underskrift fra min chef og præsentere den for alle.
Disse runder var kun afbrudt af koordineringsmøder, hvor det blev debatteret heftigt, hvad der var med i opgaven og hvad der ikke var en del af entreprisen, men skulle laves som ekstraarbejde. Kontrakten var mangelfuld og alle havde mistillid til hinanden, så disse møder krævede god forberedelse og veltalenhed.
Det var her, jeg for alvor lærte, hvor vigtigt det var at få alt ned på skrift og udtrykke sig entydigt. Jeg skulle have haft det løfte skriftligt, da firmaet fyrede 400 den dag, de skulle have ansat mig. Det havde ikke givet mig et job, men måske en erstatning.
Seneste kommentarer